Affenpinscher

April 9, 2010 in Hunderacer by admin

Navnet “Affenpinscher” kan løst oversættes fra tysk til “abe-lignende terrier”. Hunderacen Affenpinscher stammer fra Tyskland, hvor hunden blev fremavlet til at rydde køkkener, kornlagre og stalde for rotter og andre uønskede gnavere. I Frankrig beskrives hunderacen som ”Diablotin Moustachu” der betyder ”moustached lille djævel”. Begge kælenavne beskriver både hunderacens udseende og legesyge temperament.

Fysisk fremtoning og pels
En Affenpinscher vejer ca. 3 til 4 kg og har en skulderhøjde på ca. 25 til 30 cm. Hunderacen er lille men med en robust og kompakt kropsbygning med rod i terriergruppen. Affenpinscherens tykke og pjuskede pels kombineret med dens runde mørke øjne, sorte korte snude og levende udtryk har været medvirkende til hunderacens navn, idet Affenpinscherens ansigt kan ligne en abekat. Pelsen er mellemlang og er som regel sort. Alt efter hvilket lands racestandard man konsulterer, kan pelsen også være rød, sølv, grå og lysebrun.

Temperament
Affenpinscheren har et terrierlignende temperament og personlighed. Hunderacen er ivrig, stolt, fuld af energi, nysgerrig, modig og stædig men meget legesyg og elsker at ”abe” rundt. En Affenpinscher bakker ikke væk fra en konfrontation, hvis den bliver mødt med aggressivitet fra en anden hund eller dyr, dette ligger i terrierblodet. Med sine terrierrødder bliver en Affenpinscher let territorial, hvis den ikke får lederskab fra sin ejer fra starten. Det er også vigtigt med tidlig socialisering, især hvis man forventer, at Affenpinscheren skal bo sammen med andre hunde eller husdyr.

Vedligeholdelse
Affenpinscherens pels har det bedst med jævnlig børstning og hvis den trimmes ca. en gang om måneden.

En Affenpinscher bliver oftest ca. 12 år gammel, hvilket svarer meget godt til den gennemsnitlige levetid for en racehund. Livslængden er dog lidt kortere end de fleste andre hunde af den størrelse.

Hvad skal du være klar over, hvis du overvejer en Affenpinscher?

Det gode:

- Der er tale om en lille hund, der let kan tages med rundt og ikke fylder meget
- Den ser robust ud med sit terrierlignende udseende
- Med sin terrierbaggrund er Affenpinscheren mere fremme i skoene end de fleste andre selskabshunde og tager sig selv meget
seriøst (hvilket let bliver humoristisk)
- Den giver hals når der kommer fremmede
- Har ikke brug for en masse men dog en del motion
- Affenpinscheren fælder ikke det store

Afhængigt af dine ønsker kan følgende være negativt:

- Mistænksomhed overfor fremmede og andre hunde
- Stædighed
- Jævnlig børstning og trimning af pelsen
- Hunderacen kan gø en del når der kommer fremmede