Hundefoder, hundemad eller rå diæt
April 9, 2010 in Hundeartikler by admin
Hvilken slags hundefoder skal man vælge, kan man bare give sin hund rester fra bordet og er der noget om snakken, når folk anbefaler en rå diæt til din hund kaldet BARF.
BARF diæt
Langt de fleste hunde i Danmark bliver fodret med tørfoder. Det er let, hurtigt og formentlig udemærket for din hund. I udlandet har der været en spirende trend med at fodre hunde på en rå diæt. Navnet på diæten er BARF (som er en forkortelse af Biologically Appropriate Raw Food). Tanken bag BARF er ganske simpel. Hundens forfader ulven spiste alene rå mad. Råt vildt som ulveflokken nedlagde eller andre rå produkter. Tilhængere af BARF antager derfor, at en rå diæt er bedre egnet til din hunds fordøjelsessystem og derfor medfører bedre optagelse af næringsstofferne og en i det hele taget sundere hund. En del af tanken er, at den moderne forarbejdelse af hundemaden ødelægger eller forringer vigtige næringsstoffer og mineraler, som hunden har brug for. Tilhængere af BARF har også den opfattelse, at proteinkilder fra kød er langt nemmere at fordøje for din hund end den protein, som typisk indgår i tørfoder, og som stammer fra korn.
Tørfoder
Langt hovedparten af de danske hunde bliver fodret med masseproduceret tørfoder. Der findes anbefalinder for, hvor meget protein og fedt din hund skal have for at holde sig sund og rask. Fedt er en vigtig kilde til energi og protein opbygger væv og muskler. Herudover har din hund brug for at få tilført linolsyre og en række aminosyrer igennem sit tørfoder, da hunde ikke selv er i stand til at danne dem. Indholdet og mængden af fosfor og kalcium i tørfoderet er vigtigt for din hunds knogler og velbefindende. Der skal både være nok af de to mineraler og det indbyrdes forhold imellem dem skal være rigtigt i hundefoderet ellers kan det bevirke knoglesygdomme og forstyrret vækst.
Stort set alle typer tørfoder på det danske marked indeholder tilstrækkelige mængder af fedt, protein, linolsyre, aminosyrer samt fosfor og kalcium i et nogenlunde korrekt forhold.
Der hvor det kan have betydning hvilket tørfoder du vælger er ofte i forhold til indholdet af omega-3-fedtsyrer. Der står ikke i anbefalingerne, at hundefoder skal indeholde omega-3, men fiskeolie kan have en forebyggende effekt mod hudallergi samt have positiv indflydelse på din hunds led. Det er derfor en god ide at tjekke om dit hundefoder indeholder omega-3 fedtsyrer, da det som regel er den eneste parameter, hvor der er væsentlig forkel imellem forskellige mærker af tørfoder.
Standard tørfoder eller luksus-hundefoder
Nogle mærker af hundemad er op til 4 gange så dyrt som mange af de andre billigere alternativer. Prisen er dog ikke altid retfærdiggjort, da en voksen og rask hund kan leve et langt og velnæret liv på et udemærket
billigt tørfoder. Tørfoderet kan man kombinere med rester fra bordet, rå grønsager og andre små godbidder fra tid til anden. Uanset hvilken hundemad du vælger er det naturligvis vigtigt, at holde øje med,
at din hund trives på det hundemad den får, og at den ikke bliver overvægtig. Det anslås nemlig, at ca. 60 pct. af alle hunde i Danmark er overvægtige. Så det er ikke kun for menneskeracen, at det moderne liv har medført livsstilssygdomme.
This post is also available in: English, New Zealand, U.S.A
U.K.
Español
Deutsch
Dansk
Svenska
Austria
Schweiz
New Zealand
U.S.A