Boston Terrier blev oprindeligt avlet i USA til at deltage i hundekampe. Dengang var hunderacen væsentligt større og vejede op til 20 kg. eller mere. Den oprindelige Boston Terrier var en krydsning mellem English Bulldog og den nu uddøde English White Terrier. I løbet af 1800 tallet blev den oprindelige Boston Terrier krydset med French Bulldog og avlet ned i størrelse, hvilket til sidst ledte til den selskabshund, som vi i dag kender som Boston Terrier, hvor de aggressive tendenser er avlet ud i takt med at den har fundet en ny rolle som selskabshund. Navnet stammer fra den Amerikanske by Boston, hvor hunderacen først fandt stor popularitet.
